Miljø og affaldskultur hos os

Vi ser os selv som ret miljøbevidste og ser en ære i at aflevere et godt og rent miljø til næste generation.

Mange af vores lejere er rigtig gode til at sortere, og vi vil gerne have de sidste med på vognen, i et godt og konstruktivt samarbejde.
Vi er alle mennesker og kan lave fejl, lære af dem og gøre os umage.
Er du som lejer i tvivl om noget eller har gode forslag, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Generel affaldssortering

Da vi jo har nogle udmærkede affaldssorteringssystemer hos både Haderslev og Aabenraa Kommune, vil vi opfordre jer til at sortere jeres eget affald bedst muligt. Når affaldet er ordentligt sorteret er der nemt plads til det hele og der kan holdes rent og pænt omkring de opstillede beholdere.

Man kan nemt og billigt lave nogle sorteringsløsninger i sin egen husstand, og det handler blot om at gøre det til en vane, så er det ikke besværligt. Mangler du inspiration til affaldssortering i en kurv eller plasticbøtter så kig evt. på Ikeas hjemmeside, de har rigtig meget velegnet til formålet, både med og uden låg, og i alle størrelser.

Man kan fx. sætte en pæn kurv eller kasse, hvori man lægger papir, plast, drikkekartoner, metal og glas osv. og så tager man en tur ned til affaldsbeholderne, når kassen er fyldt, og sorterer indholdet.

Man kan også gøre det helt simpelt med et par poser, fx indkøbsnet fra Rema (som kan vaskes), på en knage og sortere tingene deri.
Det er nemt at tage poserne med i gården og tømme når de er fyldte.

Restaffald og madrester sorteres i hver sin affaldspose, HUSK den grønne pose til madresterne.

Det er også vigtigt at affaldet fylder mindst muligt. Papkasser/æsker o.l. skal altid slås sammen inden de puttes i containeren.

Affald, som ikke tilhører almindelig dagsrenovation, skal afleveres på Ressourcecentret i Haderslev, som har åbent 10-18 hver dag,
eller ved Arwos Genbrugsplads i Aabenraa, som har åbnet 8-17/18 hver dag.

Er du i tvivl om sorteringen, kan du altid hente hjælp på både Provas’ og Arwos’ hjemmeside. Se nedenstående links.

Vidste du fx. at flamingo altid skal afleveres på genbrugspladsen?

Du vidste sikkert allerede at batterier skal i en pose og lægges i kassen til farligt affald :-)

Vidste du at du kan få en ny rulle grønne poser (madaffald), ved at binde en pose om håndtaget på madspanden, når den skal tømmes?
Vi har også ruller liggende på lager, så henvend dig gerne hvis du mangler.

 

Affaldssortering i Haderslev Kommune /Provas

Der er god hjælp at hente på Provas’ hjemmeside hvis du skulle være i tvivl om hvilke ting, der må komme i affaldsbeholderne.
På nedenstående link kan du bl.a. søge på konkret affald.

 

Affaldssortering i Aabenraa Kommune /Arwos

Her er hjælp at hente på Arwos’ hjemmeside, hvis du er i tvivl om hvilke ting, der må komme i affaldsbeholderne.
Du finder bl.a. Sorteringshåndbogen, som er en god hjælp, når man kommer i tvivl.